Jeg har i 2011 ført en række sager fra blandt andet Herlev, Vejle og Jammerbugt Kommuner, der alle har angået vold mod spædbørn og ud fra dem kan man sige følgende generelt:

Alle sager er startet med at forældrene selv har henvendt sig til egen læge eller skadestue. Ved røngtenbilleder er det konstateret, at der har foreligget brud af forskellig art. Forældrene afviser at kende noget til årsagen til at brud kan være opstået. Hvis forældrene ikke kan komme med en sandsynlig forklaring på årsagen, indberetter hospitalet sagen til kommunen, som herefter typisk tvangsfjerner barnet.

Hvad der herefter sker er helt forskelligt i sagerne og nogen egentlig praksis ved kommunerne foreligger i hvert fald ikke. Det er min vurdering at forvaltningerne er usikre over for sager af denne karakter.

Jeg har oplevet, at der er sket hjemgivelse efter kort tid fordi der opstår usikkerhed om hvad man egenlig kan udlede af de optagne røntgenbilleder efter at forskellige eksperter har set på dem.

Jeg har også oplevet, at barnet anbringes i længere tid på institutioner / plejefamilier, hvorefter forældrene tilbydes ophold på et familiebehandlingscenter, hvor konklusionen er at forældrene udmærket kan tage vare på barnet. Herefter hjemgives barnet.

I den anden grøft har jeg oplevet sager, hvor barnet fortsat er anbragt, og hvor familiens andre børn også blevet anbragt i konsekvens af sagen - på trods af at der aldrig er blevet fremskaffet noget egentlig bevis for at forældrene har forøvet vold. I en af sagerne har moderen endda ladet sig skille fra faderen - der har været den hovedmistænkte - uden at det har medført hjemgivelse til hende.

Det kunne være ønskværdigt om ankestyrelsen som den centrale myndighed på området kunne guide kommunerne i at håndtere disse sager, sådan at der kunne opnås en form for ensartethed i sagsbehandlingen.