Kontakt

Lars Buurgaard Sørensen

Advokat (H)
Speciale i tvangsfjernelse

Britta Borup

Advokatsekretær med speciale i tvangsfjernelse

Hovednr. 98 432 000

--

Der er efter aftale mulighed for møde på kontorer i følgende byer:

- København
- Århus
- Skanderborg
- Aalborg
- Frederikshavn
- Brønderslev
- Kolding
- Odense
- Esbjerg

Postadresse:
Grundtvigvej 48
9900 Frederikshavn

Sikker mail:
bb@tvangsfjernelse.dk

Bankkonto:
9006 1300115914

Aabenraa Kommune

Forvaltningen indstillede til børne- og ungeudvalget at samværet mellem en 3 årig pige og hendes forældre og hele det biologiske nedværk skulle afbrydes med den hovedbegrundelse, at samværet var skadeligt for pigens udvikling og at forældrene havde en særegen opførsel under samværene. Forældrene var ikke enige. De mente der var gensidig glæde og god kontakt under samværene. Forældrene var bange for at sagen reelt handlede om starten på en bortadoption.

Udvalget sagde nej til afbrydelse af samværene med en ganske kort begrundelse om at kommunen ikke havde godtgjort at samværene var skadelige for barnet. Som det ses skal der rigtig meget til for at afbryde samvær, men spørgsmålet kommer ganske ofte til prøvelse (jfr. også den foregående sag fra Århus Kommune).


Ankestyrelsen – Århus Kommune

Børne- og ungeudvalget i Århus Kommune havde truffet beslutning om af samværet mellem en mor og hendes 3 årige søn skulle afbrydes. Drengen var i forvejen tvangsfjernet. Det er selvsagt en yderst alvorlig beslutning, som skal hvile på et ekstremt sikkert grundlag. Begrundelsen var primært forløbet af ét samvær, som havde været negativt. Ellers havde samværene været gode, og der var endda sket udvidelser af samværene.

Ankestyrelsen omgjorde afgørelsen og bestemte at der straks skulle være samvær igen, da grundlaget ikke var i orden. Det var ganske enkelt for spinkelt at stoppe samvær på det anførte grundlag.

I forbindelse med afgørelsen kan det bemærkes, at der fra plejefamilien forelå beskrivelser af at drengen reagerede negativt på samværene og havde problemer med søvnmønstret. Sådanne udtalelser fra plejefamilier ser jeg så ofte, at jeg får den tanke om det virkelig kan passe at børn i al almindelighed reagerer negativt på samvær, eller er oplysningerne forkerte eller mere udtryk for barnets savn af forældrene ? Det kan være svært at sige, men generelt er det min vurdering at man skal være påpasselige med udtalelser fra plejefamilier som bevisgrundlag. Erklæringerne kan være farvet af en opnået følelsesmæssig tilknytning til barnet og man kan vel heller ikke generelt bortse fra det faktum, at selve anbringelsen af barnet ofte er plejefamiliens økonomiske eksistensgrundlag.

I den konkrete sag viste det sig i øvrigt at drengen i en periode, hvor der ikke havde været samvær, også havde haft problemer med søvnmønstret - og det faktum er direkte anført i ankestyrelsens afgørelse som grundlag for beslutningen. Man har altså inddirekte afvist plejefamiliens oplysninger.


Ankestyrelsen – Varde Kommune

Ankestyrelsen ændrede en afgørelse fra kommunen, hvor en såkaldt "akut formandsbeslutning" om tvangsfjernelse af et spædbarn blev godkendt i børne- og ungeudvalget. En formandsbeslutning kan træffes, når det er nødvendigt her og nu at foretage tvangsfjernelse. Det skete i denne sag, men der en række formelle betingelser, der skal opfyldes. Du kan læse mere om formandsbeslutninger ved at se på andre af de refererede sager her på hjemmesiden.

Kernen i sagen her var, at forældrene ikke inden 24 timer havde modtaget en skriftlig afgørelse om formandsbeslutningen. Der er andre formelle regler der skal overholdes. F.eks. skal det samlede børne- og ungeudvalg inden 7 dage forholde sig til om formandens beslutning var i orden. Overholdes fristen ikke er beslutningen fra formanden ugyldig. Derfor er det vigtig at få professionel hjælp til de her sager, f.eks. fra advokater med fornøden ekspertise på området.


Norddjurs Kommune

Kommunens børne- og ungeudvalg sagde nej til tvangsfjernelse af 2 børn på 3 og 6 år. Der var ikke enighed i udvalget, men et flertal bestemte altså, at der ikke var grundlag for at tvangsfjerne. Der var godt nok en negativ forældreevneundersøgelse, men et af udvalgets medlemmer, nemlig en børnesagkyndig psykolog, mente at den undersøgelse havde mangler. Endvidere mente 3 medlemmer af udvalget, at problemerne godt kunne løses mens børnene var derhjemme og disse medlemmer lagde vægt på, at forældrene både i ord og handling havde vist, at de gerne ville tage i mod hjælp i hjemmet.

Kommentar: Et børne- og ungeudvalg er sammensat af 2 børnesagkyndige (de udpeges af statsforvaltningen), 2 byrådsmedlemmer og en dommer. Sagerne afgøres ved stemmeflertal, dog er det sådan at mindst 4 ud af de 5 medlemmer skal stemme for en sanktion for at den har retskraft. Som forældre eller barn/ung, der er fyldt 12 år, skal man altså vinde 2 medlemmer over på sin side. Den beskrevne afgørelser viser at det er vigtigt at gå i dybden med de den foreliggende skriftlige indstilling fra forvaltningen. Der blev påpeget svagheder i forældreevneundersøgelsen, og det var altså nok til at indstillingen faldt. Der findes en vejledning (lavet af socialministeriet) om hvordan man laver forældreevneundersøgelser. Hvis du skal gennemgå en sådan - eller der allerede foreligger én - kan det være en god ide at afklare om undersøgelsen er lavet efter den vejledning. Du kan finde vejledningen under punktet "gode råd" på forsiden af denne hjemmeside.


Ankestyrelsen – Viborg Kommune

I denne sag hjemgav ankestyrelsen en 11 årig pige til hendes far efter at kommunens børne - og ungeudvalg havde truffet afgørelse om tvangsfjernelse i yderligere 2 år. Pigen havde være tvangsfjernet i ca. 5 år. Begrundelsen fra ankestyrelsens beslutning var, at pigens særlige behov godt kunne imødekommes i hjemmet med støtteforanstaltninger, og at der ikke var nogen klar risiko for at pigens udvikling ville lide alvorlig skade ved at bo hjemme. Endvidere skrev ankestyrelsen om faren, at han ville tage imod hjælp og støtte, samt at han havde udviklet sin forældreevne.

Kommentar:
Afgørelsen er lærerig på den måde, at den viser hvad der grundlæggende skal til for en hjemgivelse, ligesom den udtrykker hovedprincippet om at en tvangsfjernelse ikke skal opretholdes længere end højst nødvendigt. Min oplevelse er at det ikke altid er sådan de kommunale forvaltninger administrerer. Som jeg oplever det, anlægges der ofte et andet princip gående ud at man skal være forsigtig med at hjemgive. Barnet eller den unge er jo anbragt og har det jo som oftest fint nok - hvorfor så hjemgive til forældre som - i hvert fald tidligere - har haft problemer ? Det er blot ikke sådan loven er - hvis der ikke længere er nogen åbenbar risiko, så skal barnet hjem. Jeg deltog på et tidspunkt i et møde med forvaltningen i Herlev Kommune omkring en anmodning om hjemgivelse. Under mødet blev der sagt fra en kommunal leder, at "vi tager ikke chancer med børn" - det ser jeg som et eksempel på at én ting er lov noget andet er hvordan praksis er i kommunerne.


Vestre Landsret – Retten i Randers – Favrskov Kommune

I en sag om tvangsfjernelse af en 11 årig pige nedlagde faren for landsretten påstand om, at den såkaldte genbehandlingsfrist skulle nedsættes fra 2 år til 1 år. Det gav landsretten faren medhold i, fordi kommunen ikke havde sørget for at få en underskrift fra faderen om, at han tidligere var gået med til en frivillig anbringelse uden for hjemmet.

Reglerne er som udgangspunkt sådan i servicelovens § 62, at børn og unge der tidligere har være anbragt uden for hjemmet, skal anbringes i 2 år, hvis sagen kommer op i kommunens børne- og ungeudvalg. Har barnet eller den unge ikke tidligere været anbragt, så er udgangspunktet en anbringelse i 1 år.

I denne sag havde pigen tidligere været i et forløb, som fader anså for en udvidet aflastningsordning og ikke en udeanbringelse som sådan. Kommunen anså det som en udeanbringelse, men havde ikke sørget for at få farens underskrift på at det forholdt sig sådan.

Den manglende underskrift gjorde at landsretten afgjorde sagen til farens fordel.

Kommentar 1:
Sagen er interessant på flere måder. På den ene side viser den at den professionelle part i en sag om tvangsfjernelse er kommunen. Er tingene ikke i orden er det kommunen det går ud over.

Kommentar 2:
Derudover er det værd at bemærke, at der kan være god grund til at man fra sin advokat får professionel rådgivning om, hvorvidt man egentlig skal gå efter en hjemgivelse eller kun en nedsat genbehandlingsfrist. Barnet eller den unge kan nemlig sagtens ende med at være anbragt i kortere tid, hvis man vælger kun at gå efter en nedsat genbehandlingsfrist. Reglerne er lidt komplicerede, men det handler om, at genbehandlingsfristen som udgangspunkt er "rullende", dvs. at den først begynder at løbe, når sagen er slut i retssystemet. Dermed kan en genbehandlingsfrist på 1 år reelt komme til at vare 2 år. Har man kun nedlagt en påstand om at genbehandlingsfristen skal forkortes, så er fristen ikke "rullende" og den regnes som udgangspunkt fra børne- og ungeudvalgets afgørelse.


Ankestyrelsen – Frederikshavn Kommune

En dreng der netop var fyldt 17 år havde været tvangsfjernet et par år, og var aktuelt anbragt på en institution. Det var helt åbenlyst at drengen var i mistrivsel på institutionen, han havde taget betydeligt på i vægt og ville ikke gå i skole. Institutionen formåede ikke at ændre på de forhold og drengen selv tilkendegav at han bare ønskede at komme hjem og at han under alle omstændigheder ville flytte hjem, når han blev 18 år. Det var i en periode lykkedes drengens far at få ham til at passe skolen ved om morgenen at køre til institutionen og derfra køre ham i skole. Denne ordning ophørte dog, da der opstod problemer med betaling for kørslen, som faren af økonomiske grunde ikke kunne betale selv.

Kommunen havde truffet beslutning om at drengen fortsat skulle være tvangsfjernet til han blev 18 år med den begrundelse, at både forældrenes og drengens egne forhold tilsagde dette. Der forelå blandt andet en negativ forældreevneundersøgelse om forældrene og nogle negative undersøgelser og oplysninger om drengens situation.

Ankestyrelsen ophævede kommunens beslutning og drengen blev straks hjemgivet. På den ene side sagde ankestyrelsen, at forældrene hverken sammen eller hver for sig havde fornøden forældreevne, men på den anden side udtalte ankestyrelsen at anbringelsen ikke længere havde noget formål, fordi drengen ikke kom i bedre trivsel (eller passede skolegangen) under tvangsfjernelsen.

Kommentar:
Afgørelsen er yderst interessant fordi den fastslår et af hovedprincipperne i lovgivningen, nemlig at en tvangsfjernelse skal have et formål, dvs. at det skal nytte noget. Kan man konstatere, at barnet eller den unge ikke "profitterer" af en anbringelse, så skal den stoppe. Det er selvsagt spild af offentlige midler at iværksætte noget, der ikke gør nogen forskel, men endnu værre så viser den konkrete sag at anbringelsen havde været direkte skadelig for drengen. Princippet om at en anbringelse skal have et formål er gengivet i servicelovens § 68. Det kan tilføjes at hjemgivelsen er endt som en succeshistorie. Drengen har tabt sig og passer sin skolegang. Man kan selvfølgelig i bagklogskabens klare lys fastslå at drengen nok aldrig skulle have været tvangsfjernet.


Retten i Viborg

I en sag om tvangsfjernelse af en 4 årig pige havde såvel Skive Kommunes børne- og ungeudvalg som ankestyrelsen enstemmigt bestemt, at pigen skulle tvangsfjernes for 1 år. Den beslutning ændrede byretten, idet alle 3 dommere bestemte, at hun straks skulle hjemgives. Pigen nåede at være tvangsfjernet i godt 5 måneder. Det fremgår af rettens bemærkninger, at man for så vidt er enig i at der var et grundlag for tvangsfjernelse, men at dette grundlag ikke længere forefindes. Retten begrunder dette med at moderen har haft en personlig krise, som er overstået. Endvidere er begrundelsen, at moderen nu med fornøden støtte fra kommunen og andre, har sådan et potentiale, at hun kan varetage omsorgen for datteren. Retten tillagde det endelig betydning, at det er af stor betydning for datteren, at hun bevarer og udbygger tilknytningen til sin mor og vedblivende opfatter hende som sin primære omsorgsperson. Sagen fik det efterspil, at moderen faktisk endte med selv at måtte afhente datteren hos plejefamilien, da kommunen ikke efterkom dommen.


Retten i Kolding

I en sag om en 10 årig dreng besluttede Vejle Kommunes børne- og ungeudvalg ikke at følge en indstilling om tvangsfjernelse af drengen. Udvalget (der er 5 personer med stemmeret) var ikke enige om afgørelsen, men der var ikke flertal til at gennemføre beslutningen. Umiddelbart efter beslutningen fremkom der en underretning til ankestyrelsen, der tog sagen op til selvstændig behandling og nogle måneder senere besluttede at tvangsfjerne drengen. Den beslutning ændrede byretten enstemmigt, sådan at drengen blev hjemgivet. Rettens begrundelsen var, at det ikke af det offentlige var godtgjort, at drengen havde sådanne særlige behov, at de ikke kunne løses ved drengen fortsatte ophold derhjemme. Det ses af rettens afgørelse, at det også er tillagt betydning, at forældrene ved en forældreevneundersøgelse er blevet betegnet som havende forældreevne med støtte og at familien havde udvist evne og vilje til at samarbejde med kommunen til hele familiens bedste. Drengen blev i forlængelse af byrettens dom hjemgivet, men ankestyrelsen har anket sagen til landsretten, som forventes at tage stilling til sagen omkring årsskiftet 2012/13.

Kommentar:
Når jeg har medtaget disse 2 afgørelser fra domstolene er det for at vise, at det faktisk er muligt at vinde en sag en tvangsfjernelse ved domstolene. Jeg hører ofte forældre eller børn og unge sige, at det nytter ikke noget at gå i retten med sagen. Men det er altså ikke rigtigt, hvad de 2 sager jo viser, hver på deres måde. Det er også vigtigt at konstatere, at domstolene tager hensyn til en eventuel positiv udvikling frem til at sagen skal i byretten. Sagerne afgøres altså ikke ud fra fortiden, men ud fra situationen her og nu. Derfor er det vigtigt at sagerne forberedes ordentligt og at man selv medvirker til at fremskaffe nye og opdaterede oplysninger.


Retten i Aalborg

En dreng på (nu) 1 år blev tvangsfjernet nogle uger efter fødslen og såvel børne- og ungeudvalget som ankestyrelsen bestemte, at tvangsfjernelsen skulle vare i 1 år. Sagen blev indbragt for retten, der bestemte at drengen fortsat skulle være anbragt, men at perioden herfor skulle nedsættes til 6 måneder. Retten lagde vægt på positive oplysninger om forældrenes måde at tage vare på barnet på i forbindelse med fødslen og ophold på barselsgangen. Derudover lagde retten vægt på at begge forældre i de seneste måneder havde været i en udvikling, der pegede i retning af, at forældrene med fornyet støtte i fremtiden,ville kunne tage sig af barnet derhjemme.


Retten i Kolding

I en sag om opretholdelse af en tvangsfjernelse af en pige på 5 år havde ankestyrelsen bestemt, at perioden for tvangsfjernelse skulle vare i 2 år og at der skulle være overvågning af samvær i 1 år. Sagen blev indbragt for retten, der bestemte at tvangsfjernelsen kun skulle vare i 1 år og at der slet ikke skulle være overvågning af samværet. Begrundelsen var at der for moderens vedkommende på nogle områder var sket en positiv udvikling. Endvidere anførte retten, at der burde udarbejdes en ny forældreevneundersøgelse af moderen. Der forelå godt nok sådan en undersøgelse, men den var 5 år gammel og lavet på et tidspunkt, hvor moderen kun var 19 år. Med hensyn til det overvågede samvær bemærkede retten, at mindre indgribende forholdsregler end overvågning kunne gøre det.

Kommentar:
Selv om retten i beslutter hjemgivelse, så kan man sagtens få noget ud af at få domstolene til at se på sagen. Prøvelsen af sagen er rimelig tilbundsgående. Dog skal man være opmærksom på, at der i de her sager gælder særlige regler om bevisførelse. Det er sådan, at retten skal godkende eventuelle vidner (i andre sager er der normal fri bevisførelse) og det har medført den retspraksis, at f.eks. sagsbehandlere og psykologer, der har lavet forældreevneundersøgelser, ikke kan føres som vidner. Det forekommer ikke rimeligt, men sådan er det. Til gengæld tillades normalt alle skriftlige beviser, også sådanne som man selv har fremskaffet, f.eks. egne læge- og psykologundersøgelser og udtalelser om forældreevne.


Mariagerfjord Kommune

I en sag om fortsat tvangsfjernelse af en 13 årig dreng anførte børne- og ungeudvalget på den ene side, at man mente der var grundlag for at tvangsfjerne drengen, blandt andet fordi en psykolog anbefalede et længerevarende terapeutisk forløb, og på grund af at forældrene ikke kunne yde ham tilstrækkelig med omsorg og på grund af drengens egne vanskeligheder. På den anden side så havde drengen forladt opholdsstedet og havde boet hjemme hos forældrene den seneste måned. Det havde kommunen accepteret og man afventede børne- og ungeudvalgets stillingtagen til sagen. I den forgangne måned havde han passet sin skole og alle i familien talte om en dreng, der nu havde det godt. Der forelå en aktuel og meget positiv skoleudtalelse. På det grundlag besluttede udvalget enstemmigt at sige nej til tvangsfjernelse.

Kommentar:
Psykologundersøgelser, enten af forældreevne eller specifikke psykiske vanskeligheder, indhentes ofte i disse sager. Denne her sag er imidlertid et eksempel på at teori og virkelighed kan være 2 vidt forskellige ting.  Således havde familien konkret bevist at drengen var i trivsel derhjemme, hvilket blev bakket op af skolen. Så måtte psykologundersøgelserne tillægges sekundær betydning. Man skal huske på at psykologi ikke er nogen eksakt videnskab, hvor man kan måle og veje tingene præcist, herunder forældreevne. Det vil altid være en psykologs personlige holdning og vurdering. Det kan tilføjes at der blandt psykologer ikke er enighed om, hvilke testmetoder, der i det hele taget er anvendelige på området.


Køge Kommune

Formanden for kommunens børne- og ungeudvalg havde ved en akut formandsbeslutning bestemt omgående tvangsfjernelse af en 14 årig dreng. Det er en lovbeføjelse, som formanden har i helt specielle sager, hvor man ikke kan afvente et ordinært møde i børne- og ungeudvalget. Når det sker skal der inden 7 dage holdes et møde i børne- og ungeudvalget, hvor man skal tage stilling til om formanden traf den rigtige beslutning og hvis udvalget godkender beslutningen gælder den i maksimalt 30 dage. Loven udtaler, at parterne, dvs. forældre og børn, der er fyldt 12 år, inden 24 timer skal modtage en skriftlig begrundelse for beslutningen og der skal heri anføres de rettigheder man har, herunder retten til at antage en gratis advokat m.m. I sagen her havde kommunen forsømt at opfylde det over for drengen og formandens beslutning blev af udvalget herefter erklæret ugyldig. Dagen før mødet i udvalget kom kommunen i øvrigt med en indstilling om tvangsfjernelse i 3 måneder på en sikret institution. Den indstilling nægtede udvalget at tage stilling til, fordi parterne, advokaterne og udvalgets medlemmer ikke havde haft nok tid til at sætte sig ind i denne nye indstilling. Praksis på området er, at man skal have en uges tid til at forberede en sag.


Ankestyrelsen – Holstebro Kommune

I en klagesag havde kommunens børne- og ungeudvalg besluttet at samværet mellem en far og hans tvangsfjernede søn på 3 år, skulle være afbrudt i et år. Den afgørelse omgjorde ankestyrelsen, sådan at der skulle være samvær én gang hver 3. måned i foreløbig et år. Afbrydelse af samvær under en tvangsfjernelse er noget af det mest indgribende, der kan bestemmes, hvorfor der skal være et ekstremt sikkert grundlag for at bestemme det, og det krav mente ankestyrelsen altså ikke var opfyldt. Man kan mene at et samvær hver 3. måned er meget lidt, men det skal bemærkes, at samværet havde været afbrudt gennem et par år, og at kontakten derfor skulle genetableres. Reglerne er sådan at man som minimum skal have samvær én gang om måneden. Mindre samvær end det - kan kun bestemmes af et børne- og ungeudvalg efter gratis advokatbistand m.m.


Kommentar

I de fleste af sagerne oven for har kommunen ikke fået medhold i børne- og ungeudvalget, eller der er andre særlige omstændigheder. 

Det betyder ikke, at det er sådan alle sager ender. Sagerne ender ofte med, at børne- og ungeudvalget fuldt ud følger forvaltningernes indstilling. Det er min vurdering, at i rundt regnet halvdelen af sagerne følges indstillingerne fuldt ud.

Ankestyrelsen – der behandler ankesager fra landets børne- og ungeudvalg har i december 2009 undersøgt 125 sager fra 14 kommuner. Hele 83 procent af sagerne lever ikke op til lovens krav. Blandt andet mangler der paragraf 50-undersøgelser og handleplaner, og i mange tilfælde afsluttes undersøgelserne ikke inden for tidsfristen.

Det betyder bare ikke, at 83 procent af sagerne så ikke ender med en tvangsfjernelse, når de afgøres af ankestyrelsen. Som oftest udtales der kritik af fejlene, men resultatet er i mange tilfælde det samme.