Kontakt

Lars Buurgaard Sørensen

Advokat (H)
Speciale i tvangsfjernelse

Britta Borup

Advokatsekretær med speciale i tvangsfjernelse

Hovednr. 98 432 000

--

Der er efter aftale mulighed for møde på kontorer i følgende byer:

- København
- Århus
- Skanderborg
- Aalborg
- Frederikshavn
- Brønderslev
- Kolding
- Odense
- Esbjerg

Postadresse:
Grundtvigvej 48
9900 Frederikshavn

Sikker mail:
bb@tvangsfjernelse.dk

Bankkonto:
9006 1300115914

Kolding Kommune

I en sag en tvangsfjernelse af en nyfødt pige havde formanden for børne- og ungeudvalget truffet et såkaldt formandsbeslutning om akut tvangsfjernelse, efter at familien havde været på barselsgangen i en uges tid. Kommunen traf beslutningen fordi familien havde meddelt at man nu ville forlade hospitalet og med hensyn til faderen forelå der - i forbindelse med behandlingen af en pensionssag - nogle psykiateroplysninger, der kunne anses for belastende.

Pigen nåede at være tvangsfjernet i en måned, men blev hjemgivet i forbindelse med det nye møde i børne- og ungevalget, der skal være en måned efter en formandsbeslutning.

Baggrunden for beslutningen var at der nu forelå en journaludskrift fra hospitalet, som viste at forældrene havde behandlet deres datter eksemplarisk, og der ikke umiddelbart var noget at komme efter i forhold til forældreevnen. Endvidere anførte børne- og ungeudvalget, at en hel del af det forvaltningen havde skrevet i indstillingen til udvalget ikke var dokumenteret eller forekom at have hold i virkeligheden. Det gjaldt f.eks. postulater om at barnet skulle være særligt sensitiv, at barnet skulle have været udsat for omsorgssvigt i fostertilværelsen og at moderen skulle have indtaget stoffer under graviditeten.

Kommentar:
Sagen viser hvor vigtigt det er at en familie får chancen for at bevise at man faktisk godt kan noget - eksempelvis ved et udvidet ophold på barselsgangen og/eller på et mor/barn hjem. Endvidere viser sagen at oplysninger fra f.eks. sager om arbejdsevne og førtidspension ikke bør bruges som bevis under en sag om tvangsfjernelse. Arbejdsevne og forældreevne og to vidt forskellige ting. Sagen får formentlig den udløber, at familien fremsætter erstatningskrav over for kommunen for uberettiget tvangsfjernelse af barnet i en måned. Det er dybt alvorligt - særligt for barnet - der kan risikere mén for resten af livet, f.eks. i form af tilknytningsforstyrrelser.


Esbjerg Kommune

En 14 årig pige, som havde visse psykiske vanskeligeheder, boede hos sin mor. Én dag fortalte pigen, at hendes mor havde slået hende med en saks og en ledning, og det hele endte med at kommunen indstillede til tvangsfjernelse på grund af pigens oplysninger - selv om moderens afviste at hun havde slået pigen. Der forelå oplysninger fra skolen om at pigen havde en række sociale og faglige udfordringer, men moderen, der også sad i forældrebestyrelsen i skolen, bakkede om en løsning, herunder en udredning i psykiatrien.

Under mødet i børne- og ungeudvalget mødte pigen op med advokat og afgav en forklaring om at beskyldningerne mod moderen om vold var fri fantasi og aldrig havde fundet sted. Hun havde søgt opmærksomhed og fik det i den grad, da hun kontaktede kommune og fortalte løs. Udvalget bestemte at der ikke skulle ske en tvangsfjernelse og begrundede det med, at der ikke var konstateret fysiske skader på pigen, at det var angivet at pigen kunne være udspekuleret og manipulerende samt at pigen selv havde forklaret at det hele ikke passede.

Kommentar: Bevisgrundlaget skal være meget klart for at man gennemfører en tvangsfjernelse. Her var det ikke godt nok og der forelå heller ingen forældreevneundersøgelse eller tilsvarende beviser for at moderen ikke skulle kunne tage var på datteren.


Fredericia Kommune

Denne afgørelser skaber nye rammer for familiers mulighed for selv at løse problemerne uden involvering af kommuner og andre myndigheder. En mor, som opholdt sig på et misbrugscenter i et behandlingsforløb, erkendte at hun ikke kunne tage vare på sin 4 årige datter. Hun kunne imidlertid ikke sige ja til kommunens ønske om at anbringe barnet i familiepleje hos en familie, som kommunen selv havde fundet.

Moderen havde nemlig ca. 1,5 år tidligere i erkendelse af hendes egne misbrugsproblemer "afleveret" datteren hos mormoderen. Den 4 årige datter blev nu beskrevet som værende i fuld trivsel fra børnehaven m.m.  Familien havde altså selv løst problemet. Det var moderens forventning og ønske at hun selv igen kunne tage vare på sin datter, når behandlingsforløbet var - forhåbentlig - godt overstået. Det skal bemærkes, at kommunen havde undersøgt om mormoderen kunne godkendes som netværksplejefamilie, men det havde den afdeling, der stod for det, sagt nej til. Kommunens børne- og ungeudvalg tillagde ikke dette nogen betydning, men så alene på om der var en konkret og aktuel alvorlig risiko for barnets barnets velfærd, sundhed og udvikling - sådan som der står i servicelovens § 58. 

Kommentar:
Forvaltningen ved kommunen har efterfølgende sendt afgørelsen til ankestyrelsen for at man derfra kan vurdere om man vil rejse en såkaldt "egen drift sag". Ankestyrelsen kan nemlig selv tage sager op, som man bliver bekendt med og ifølge loven kan ankestyrelsen så selv bestemme at der skal ske en tvangsfjernelse alligevel. Man kan kun håbe at ankestyrelsen ikke forfølger sagen yderligere, når nu pigen har det godt. Det vil efter min mening være i strid med barnets tarv og et rent spild af offentlige midler.


Ankestyrelsen – Silkeborg Kommune

Ankestyrelsen ændrede en beslutning om overvåget samvær truffet af kommunen. Sagen angik en pige på 15 år. Hverken pigen eller hendes forældre kunne acceptere at der skulle være overvåget samvær. Pigen var anbragt på et opholdssted og samværene gik godt. I forbindelse med beslutningen tilkendegav ankestyrelsen, at mindre indgribende foranstaltninger kunne gøre det, nemlig en stedlig og tidsmæssig regulering af samvær. Der var ingen behov i forhold til pigen, som tilsagde at der skulle være overvåget samvær.

Kommentar:
Afgørelsen viser det begreb, som med et fint ord hedder proportionalitetsprincippet. Det betyder, at man aldrig må træffe en afgørelse, som er værre end det er nødvendigt. Det er også en konsekvens af princippet, at hvis der ikke længere er behov for en foranstaltning, f.eks. en tvangsfjernelse eller et overvåget samvær, så skal det ophøre. Det er lovfæstet i servicelovens § 68 og det betyder, at kommunen altid skal holde sig opdateret sig på den enkelte sag og løbende forholde sig til om det fortsat er nødvendigt med det ene eller det andet indgreb.


Favrskov Kommune

Denne sag handlede om en 9 årig dreng, som hele sit liv havde boet hjemme hos sine forældre. Drengen havde klart nogle problemer i retning af at være retarderet, han havde altid været bagefter, som moderen udtrykte det. Forældrene ønskede ham undersøgt i psykiatrien. Alt tydede på, at drengens problemer var medfødte og ikke direkte havde noget med forældrene at gøre. Familien havde sagt ja til hjælp i hjemmet i form at en familiebehandler/hjemmehosser.

Faderen havde fast arbejde og moderen, der havde en erkendt psykisk lidelse, som hun modtog medicinsk og terapeutisk behandling for, gik hjemme. Familien boede lidt ude på landet, et sted der forekom ideel for drengen fordi han der havde plads og rum til de udeaktiviteter, som han gik meget op i. 

På trods af de anførte problemstillinger besluttede udvalget ikke at tvangsfjerne drengen. Begrundelsen var at drengens sundhed og udvikling ikke sås truet på en sådan måde, at betingelserne for en tvangsfjernelse var opfyldt.

Kommentar:
Sagen viser det er et bærende princip i lovgivningen, nemlig at det godt kan være at et barn og/eller deres forældre har nogle psykiske vanskeligheder, men man kan ikke bare derfor foretage en tvangsfjernelse. Der skal være en sammenhæng mellem de psykiske problemer og barnets trivsel. Det var der ikke i denne sag. Mange forældre med psykiske vanskeligheder (hos dem selv eller børnene) har deres børn derhjemme, og sådan skal det selvfølgelig også være.


Ringsted Kommune

Denne sag handlede om en 18 måneder gammel dreng, der fra fødslen havde været tvangsfjernet. Kommunen ønskede nu at bestemme, at samværet mellem drengen og hans forældre fortsat skulle være overvåget, sådan som det altid havde været.

Ifølge loven skal den slags indgribende foranstaltninger forelægges børne- og ungeudvalget til beslutning, hvis forældrene siger nej til kommunens ønske. Det sker med advokatbistand på samme måde som det gælder selve tvangsfjernelsen. Overvåget samvær opleves normalt meget belastende for forældre, og det er selvsagt ikke noget der fremmer et positivt samvær. Overvågeren vil kunne afbryde samværet og normalt skriver overvågeren hele forløbet af samværet ned, og afleverer det til kommunen.

Børne- og ungeudvalget sagde nej til indstillingen og forældrene slap altså for overvåget samvær. Begrundelsen var at de hidtidige samværsbeskrivelser var positive og videre var begrundelsen, at forældrene gerne ville indgå i en dialog om støtte under samværet, sådan at de kunne blive guidet og vejledt i det omfang, der var brug for det.

Kommentar 1:
Det er normalt en forudsætning for overvåget samvær at samværet kan være farligt eller negativt for barnet - eller at der en begrundet formodning om at forældrene kan finde på at stikke af med barnet. Altså af hensyn til barnet. Modsat er støttet samvær noget der foranstaltes af hensyn til forældrene, dvs. når de kan have brug for guidning og vejledning under samværet.

Kommentar 2:
Engang imellem kan det være en fordel at sige ja til overvåget samvær - om ikke andet så for en begræset periode. Dette for at skaffe bevis for at man faktisk godt kan håndtere barnet og dets behov - det kan sige noget positivt om ens forældreevner.


Kolding Kommune – Retten i Kolding

Denne sag handlede om tvangsfjernelse af 2 piger på 13 og 15 år. Kommunen havde indhentet en forældreevneundersøgelse hos en psykolog og primært på baggrund af den var pigerne blevet tvangsfjernet både efter den bestemmelse i servicelovens § 58, der siger at forældrene ikke selv kan tage vare på børnenes ve og vel og efter den bestemmelse (også i § 58) der siger, at børnene har så massive problemer at de uanset hvad skal være anbragt uden for eget hjem.

Forældrene indhentede (og betalte for) en undersøgelse hos en anden psykolog, der nåede frem til det resultat, at der ikke var grundlag for en tvangsfjernelse. Det var et grundigt forløb, som indebar mere end 50 timers konsultationer og som også indeholdt parterapi. På det samlede grundlag bestemte retten, at børnene skulle hjemgives. Retten anførte også som begrundelse, at pigerne meget bestemt selv ønskede at komme hjem og at forældrene gerne ville samarbejde omkring døtrene.

Kommentar 1:
Sagen er et eksempel på at psykologi ikke er nogen eksakt videnskab og at det er farligt at lade forældreevneundersøgelser afgøre sagerne som det vigtigste bevis. Det skal tilføjes, at den psykolog kommunen havde valgt til at udføre "deres" undersøgelse er en meget hyppigt anvendt psykolog og man får let den tanke om andre forældre har været udsat for noget tilsvarende, nemlig at de fejlagtigt at blevet stemplet som uegnede til at være forældre og har fået frataget deres børn. Det er forhåbentlig ikke sådan, at det kan indvirke på en psykologs resultater, hvem der har hyret og betalt vedkommende for at udføre opgaven, men at kernen netop er at der i mange sager er en "gråzone", hvor psykologien ikke rækker til som videnskabeligt grundlag for at afgøre forældreevne eller mangel på samme.

Kommentar 2:
Sagen viser også at det tages seriøst af domstolene, når de skal vurdere om der er grundlag for en tvangsfjernelse. Dét er jo den sidst udvej og loven formulerer det på den måde, at der skal være en "åbenbar risiko" for børnenes velfærd, sundhed og udvikling. Det betyder, at beviserne skal være klokkeklare og det var de altså ikke i denne sag.


Kommentar

I de fleste af sagerne oven for har kommunen ikke fået medhold i børne- og ungeudvalget, eller der er andre særlige omstændigheder. 

Det betyder ikke, at det er sådan alle sager ender. Sagerne ender ofte med, at børne- og ungeudvalget fuldt ud følger forvaltningernes indstilling. Det er min vurdering, at i rundt regnet halvdelen af sagerne følges indstillingerne fuldt ud.

Ankestyrelsen – der behandler ankesager fra landets børne- og ungeudvalg har i december 2009 undersøgt 125 sager fra 14 kommuner. Hele 83 procent af sagerne lever ikke op til lovens krav. Blandt andet mangler der paragraf 50-undersøgelser og handleplaner, og i mange tilfælde afsluttes undersøgelserne ikke inden for tidsfristen.

Det betyder bare ikke, at 83 procent af sagerne så ikke ender med en tvangsfjernelse, når de afgøres af ankestyrelsen. Som oftest udtales der kritik af fejlene, men resultatet er i mange tilfælde det samme.