Kontakt

Lars Buurgaard Sørensen

Advokat (H)
Speciale i tvangsfjernelse


MARTIN OLSGAARD

Advokat med speciale i tvangsfjernelse


KRISTIAN KORSHØJ JØRGENSEN

Advokat med speciale i tvangsanbringelse, tvangsbortadoption og Ungdomskriminalitetsnævnet


ALLAN SCHMIDT

Advokat med speciale i børnesager og straffesager


Britta Borup

Advokatsekretær med speciale i tvangsfjernelse

Hovednr. 98 432 000

--

Der er efter aftale mulighed for møde på kontorer i følgende byer:

- København
- Århus
- Skanderborg
- Aalborg
- Frederikshavn
- Brønderslev
- Kolding
- Odense
- Esbjerg

Postadresse:
Grundtvigvej 48
9900 Frederikshavn

Sikker mail:
bb@tvangsfjernelse.dk

Bankkonto:
9006 1300115914

CVR-nr:
39352699

Frederiksberg Kommune

I en sag om tvangsfjernelse af en få måneder gammel dreng mødte børne- og ungeforvaltningen en formiddag pludselig op i hjemmet hos forældrene. Der var intet ekstraordinært sket den formiddag, og på trods af at drengen havde det godt og var tilpas, fremviste én af medarbejderne pluselig en skriftlig formandsbeslutning om at drengen omgående skulle tvangsfjernes. Forældrene var ikke blevet hørt forud for beslutningen. Ankestyrelsen erklærede formandsbeslutningen ugyldig af såvel formelle (manglende høring) som reelle grunde (der forelå ingen akut trussel mod barnet, så man kunne sagtens blot have indkaldt til et almindeligt møde i børne- og ungeudvalget).

Kommentar:
Drengen blev straks anbragt på et børnehjem og der nåede han at være i mere end 2 uger inden han blev genforenet med sine forældre (i første omgang sin far). Forældrene påtænker på vegne barnet at fremsætte erstatningskrav mod kommunen. En uberettiget tvangsfjernelse af et spædbarn minder i sin natur om en frihedsberøvelse og der er på det område standardtakster, som der kan tages udgangspunkt i. Jeg vil opdatere sagen, når dette spørgsmål er afklaret. Det skal tilføjes, at kommunen var bekymret for barnet forud for tvangsfjernelsen, herunder for det forhold at moderen havde et fysisk handicap (sclerose).


Herlev Kommune

Nogle 2 årige tvillinger havde været anbragt uden for hjemmet i ca. 1,5 år. Moderen havde specielt i løbet af det sidste år forbedret sig markant. Blandt udtalte en famlierådgiver, at moderen havde en god og naturlig kontakt med børn og hendes arbejdsplads (et plejehjem) udtalte, at hun udførte alle arbejdsfunktioner uden problemer. Moderen havde derudover selv indhentet en psykologfaglig vurdering af det grundlag, som tvangsfjernelsen oprindeligt sket på. Det havde hun selv betalt for. Undersøgelsen udtalte sig kritisk om grundlaget for anbringelsen. Moderen foreslog kommunen, at man nu seriøst burde arbejde mod hjemgivelse og udvidelse af samvær. Kommunen afslog alle forslag og mente at pigerne havde det godt i den plejefamilie, hvor de var. Ydermere havde pigerne særlige behov, som kommunen mente måtte veje tungt.

Som følge af kommunens holdning begærede moderen tvillingerne hjemgivet. Det afslog kommunen og kommunen nægtede også at sende sagen i børne- og ungeudvalget - uanset forpligtelsen hertil (du kan læse mere om denne pligt for kommunen under rubrikken "Gode råd"). Efter en skriftlig henvendelse fra mig efterkom kommunen alligevel anmodningen, og det skete med en indstilling til børne- og ungeudvalget om tvangsfjernelse i yderligere 2 år og overvåget samvær i 1 år.

Et enstemmigt børne- og ungevalg afgjorde imidlertid, at der alene skulle være tvang i yderligere 6 måneder og at der skulle udfærdiges en supplerende forældreevneundersøgelse. Endelig blev det bestemt, at der ikke var grundlag for overvågning af samvær.

Kommentar:
Moderen var selvsagt glad for afgørelsen og håber nu på et bedre samarbejde med kommunens børne-og ungeforvaltning. Man kan selvfølgelig være skeptisk henset til den negative optakt, men det er vigtigt at lovens forpligtelse om at arbejde mod hjemgivelse tages seriøst.


Horsens Kommune

En 5 årig dreng havde været tvangsfjernet gennem flere år og det accepterede forældrene, at han fortsat skulle være. Dog sådan at de ønskede hjemgivelse i løbet af et par år, hvorefter de forventede at deres situation var ændret så meget i positiv retning, at han ville kunne blive hjemgivet.

Trods det indstillede forvaltningen til børne- og ungeudvalget, at drengen fortsat skulle være tvangsfjernet efter en særlig bestemmelse i servicelovens § 68 a, der siger at børn, der har været anbragt det samme sted i mindst 3 år kan fjernes tidsubestemt, dvs. uden en frist for hvornår tvangsfjernelsen skal ophøre og uden ret for forældrene til automatisk at få sagen taget op i børne- og ungeudvalget med jævne mellemrum, og uden ret til forældrene til at begære hjemgivelse, sådan at sagen i den forbindelse kan vurderes af børne- og ungeudvalget.

Børne- og ungeudvalget sagde enstemmigt nej til at følge forvaltningens indstilling, blandt andet fordi det egentlig var uklart hvilken holdning drengen havde til sagen. Det var ikke belyst tilstrækkeligt og udvalget udtalte også, at en § 68 a afgørelse er så indgribende for barn og forældre, at der skal foreligge et meget sikkert grundlag, hvilket der altså ikke gjorde.

Kommentar 1:
§ 68 a blev indsat i serviceloven i 2009 som led i barnets reform med det formål at sikre kontinuitet i anbringelsen, dvs. at skabe en slags sikkerhed for barnet for at det indtil det fyldte 18. år kunne regne med at blive på samme anbringelsessted. Det er en meget barsk bestemmelse fordi retten til med jævne mellemrum at få en uvildig prøvelse af om der fortsat skal være en anbringelse forsvinder for både forældre og barn. Indtil nu har jeg oplevet at kommunerne har været meget tilbageholdende og forsigtige med at forsøge at bruge reglen, men det er min oplevelse, at det nu bliver forsøgt oftere og oftere. Hvorfor er svært at sige, men det er sikkert en faktor, at hvis der først forligger en tvangsfjernelse efter § 68 a så behøves kommunen ikke på samme måde at bruge tid og penge på løbende at undersøge om tvangsfjernelsen fortsat skal opretholdes.

Kommentar 2:
I den konkrete sag er der efter at forvaltningen fik et nej fra børne- og ungeudvalget indgået en aftale om, at anbringelsen bliver frivillig. Det betyder, at forældrene kan begære barnet hjem, når de mener sig klar til det. Når forældrene gør det, så skal der enten fastsættes en hjemgivelsesperiode eller sagen skal sendes i børne- og ungeudvalget til uvildig prøvelse. Dog skal man være klar over de ulemper der er ved en frivillig anbringelse. Dem kan du læse mere om under rubrikken "Gode råd" - se forsiden.


Ikast-Brande Kommune – Ankestyrelsen

Ankestyrelsen modtog en underretning fra et bekymret familiemedlem, og valgte selv at tage sagen op til behandling. Sagen angik en 20 årig alene-mors datter på 1 år. Mor og datter havde været på et mor/barn hjem i nogle måneder og der forelå en dårlig forældreevneundersøgelse, men kommunen havde valgt at lade mor og barn flytte hjem i egen bolig fordi barnet var i god trivsel og fordi moderens samarbejde med forvaltningen fungerede. Ankestyrelsen bestemte at der ikke var behov for yderligere foranstaltninger og barnet er fortsat hjemme.

Kommentar 1:
Ifølge loven kan ankestyrelsen selv træffe bestemmelse om diverse foranstaltninger, herunder tvangsfjernelse af børn. Hvis man som forældre modtager brev fra ankestyrelsen om at man indkalder til et møde vedr. ens børn, skal man tage det yderst seriøst og møde op med advokat. Jeg har oplevet sager, hvor forældrene ikke har forstået alvoren af ankestyrelsens brev og ikke er mødt op til møde i ankestyrelsen – med det resultat at der blev truffet beslutning om tvangsfjernelse. Man får tilbudt gratis advokatbistand. Møderne afholdes altid i København uanset hvilken kommune, der er tale om.

Kommentar 2:
Hvis man mener at en kommune ikke gør sit arbejde godt nok i en konkret sag, kan man sende en underretning til ankestyrelsen, som så har mulighed for at tage sagen op. Baggrunden for reglen er populært sagt, at ankestyrelsen skal kunne fungere som ”vagthund” i forhold til om kommunerne gør det godt nok, blandt andet fordi en kommune kan have en økonomisk interesse i ikke at forfølge en sag.

Kommentar 3:
Det er værd at bemærke, at den dårlige forældreevneundersøgelse ikke fik betydning. Jeg har flere andre steder på dette site rejst kritik af forældreevneundersøgelser og den måde de bliver til på. Kort sagt går det ud på at det kan være et problem at den ene part, her kommunen, udpeger den psykolog, der skal lave undersøgelsen - og forud for at undersøgelsen går i gang - forsyner kommunen med sine bekymringer. Endvidere er det ikke videnskabeligt fastslået, at man i det hele taget med sikkerhed kan udtale sig om folks evne til at være forældre eller hvordan man gør det – psykologi er ingen eksakt videnskab.


Aalborg Kommune – Ankestyrelsen

En 14 årig pige var blevet tvangsfjernet mod sin vilje og var blevet anbragt ved en plejefamilie, hvor hun ikke følte hun blev behandlet godt. I sin nød skrev hun en underretning til ankestyrelsen, som valgte at tage sagen op af egen drift. Inden sagen kom til behandling i ankestyrelsen blev forholdet mellem plejefamilien og pigen så anspændt, at plejefamilien sagde stop med omgående virkning. Pigen flyttede hjem og kommunen kom på tilsynsbesøg uden at have bekymringer. Man kan undre sig over at tvangsfjernelsen overhovedet blev gennemført, når det åbenbart aldrig havde været nødvendigt. På trods af at pigen var flyttet hjem opretholdt ankestyrelsen sagen, men endte med at bestemme at situationen var ok, dog skulle der laves en psykologisk undersøgelse af pigen for at få afdækket hendes vanskeligheder og behov.

Kommentar 1:
Hvis man alligevel skal give et bud på hvorfor pigen oprindeligt var blevet tvangsfjernet, så kan årsagen være familiens udtalte modvilje mod offentlige myndigheder. Det kan ”systemet” ikke forstå og jeg ser ofte, at manglende samarbejde angives som en medvirkende årsag til en tvangsfjernelse.

Kommentar 2:
Under mødet i ankestyrelsen blevet det lagt op til at pigens mors og papfars forældreevne skulle afklares ved en forældreevneundersøgelse, men det blev heldigvis ikke sat op som et krav fra ankestyrelsen. Det kan være nervepirrende at gennemgå sådan en undersøgelse og det er min oplevelse, at konklusionerne ikke altid er holdbare.


Århus Kommune

Sagen angik en teenagepige, som gennem flere år havde været tvangsfjernet. Hun havde været på et utal af institutioner, herunder lukkede afdelinger, men stak af efter kortere eller længere tid og opsøgte typisk sin far efter at have været væk et stykke tid.

Alle - også forældrene og pigen selv - var enige om at en anbringelse var nødvendig, men forældrene blev ikke taget med på råd omkring valg af anbringelsessted m.m. og dette gav modstand mod selve anbringelsen fra forældrene. Sagen havde i løbet af de seneste år været prøvet i alle instanser flere gange.

Flertallet i børne- og ungeudvalget traf nu afgørelse om at sige nej til fortsat tvangsfjernelse med den begrundelse at tvangsfjernelse åbentlyst intet formål havde fordi pigen alligevel ikke profiterede af det.. Der er nu samarbejde mellem forældrene, pigen og forvaltningen om anbringelsen og det går langt bedre..

Kommentar 1:
Afgørelsen viser princippet om at en tvangsfjernelse altid skal have et formål. En tvangsfjernelse må ikke bare bruges til passiv opbevarelse af børn og unge. Hvis et barn ikke får noget ud af en anbringelse, så skal anbringelsen ophøre allerede af den grund. Systemet er til for at hjælpe og for udviklingsmæssigt at bringe barnet længere end hvis det var forblevet hjemme.

Kommentar 2:
Afgørelsen viser vigtigheden af samarbejde gensidigt mellem forældre og kommune. Jeg får ofte at vide fra forældre til tvangsfjernede børn, at forvaltningen efter forældrenes mening ikke ønsker at samarbejde omkring anbringelsen, men på forhånd har bestemt alting. Uanset om det er korrekt eller ej, er det dybt uheldigt at en sådan opfattelse opstår hos forældrene, da den netop beskrevne sag viser hvor galt det kan gå, når barnet/den unge oplever at forældrene er negative og ikke mener sig hørt. Så reagerer barnet/ den unge også negativt på anbringelsen og så kan hele formålet med anbringelsen let forspildes.


Skive Kommune

Denne sag er kendt fra TV-serien "De unge mødre" på TV4, Hannah Melissa. Normalt er gengivelsen af mine sager her på siden helt anonymt, men moderen, der har forældremyndigheden alene, har accepteret at der sker en gengivelse af hendes navn. Herudover har sagen og forløbet som anført været gengivet og offentliggjort på tv og i andre medier uden anonymisering.

Sagen angik en 18 årig mor og hendes næsten 2 årige datter. Forvaltningen indstillede til en tvangsfjernelse i et år med den begrundelse, at moderen ikke skulle kunne tage vare på datterens velfærd, sundhed og udvikling.

Med stemmerne 3 mod 2 besluttede børne- og ungeudvalget at sige nej til tvangsfjernelse. Hovedbegrundelsen for flertallet var at man mente, at hjælp i hjemmet var nok til at sikre barnets behov.  Mindretallet mente at fortsat hjælp i hjemmet ikke var nok og henviste i øvrigt til at moderen ifølge diverse undersøgelser skulle have personlige vanskeligheder, være ustabil og ung. Det fremgik af sagen at moderen havde taget i mod de tilbud om hjælp og støtte, som kommunen var kommet med, herunder i hjemmet.

Kommentar 1:
Det er utrolig vigtigt at man som forældre uanset hvor svært det kan være, samarbejder med forvaltningen og indgår i en dialog om støtte og tager i mod de tilbud der måtte komme, uanset om det er hjælp i hjemmet eller f.eks. ophold på et mor/barn hjem, hvor man indskrives som familie sammen med sit barn. I mange sager der falder negativt ud, henvises der nemlig til at forældrene har været vanskelige at samarbejde med eller har sagt nej det ene eller det andet tilbud.

Kommentar 2:
Når man får tilbudt gratis advokatbistand i de her sager er det vigtigt man tager i mod det. Denne sag er et eksempel på, at sagen kan være "på vippen" og kan falde ud til en ene eller den anden side - alt efter hvordan den gribes an og forberedes.  Det er mit råd at der bruges advokater, som har speciale i de her sager. Lovgivningen er nemlig kompliceret og det er i det hele taget vigtig at have en advokat, som har den fornødne erfaring i hvordan sagen forberedes og tilrettelægges. Det handler nemlig ikke bare om at møde op, men eksempelvis også i at tilføre sagen yderligere oplysninger og tage initiativ til at disse indhentes.


Aalborg Kommune

I denne sag nåede en 12 årig pige at være tvangsfjernet i ca. ? år før der blev sat en stopper for anbringelsen. Dette skete efter en fælles kamp fra pigen og hendes mor/stedfar. Som bevis for at tvangsfjernelsen var uberettiget indhentede familien hos en chefpsykolog en erklæring, som entydigt sagde, at der ikke var grundlag for tvangsfjernelsen. Den pågældende chefpsykolog baserede sin udtalelse på besøg i familiens hjem med observation af samspillet i familien og på en gennemgang af sagens skriftlige materiale. Kommunen havde under sagen fra en i kommunen ansat psykolog indhentet en rapport, som støttede en tvangsfjernelse, men som også tilkendegav at pigen risikerede at udvikle en personlighedsforstyrrelse under en fortsat anbringelse.

Ud fra det anførte materiale begærede jeg og pigens advokat hjemgivelse og da forvaltningen ikke kunne imødekomme dette kom sagen igen i børne- og ungeudvalget. Mod forventning sagde børne- og ungeudvalget nej til hjemgivelse. Få dage efter blev pigen alligevel hjemgivet fordi plejefamilien "gav op" og ikke ønskede at fortsætte plejeforholdet. Baggrunden var pigens fuldstændige modstand mod anbringelsen og opholdet i plejefamilien - samme modstand havde hun tilkendegivet i børne- og ungeudvalget. Hun havde selv forgæves forsøgt at råbe diverse retsinstanser op at skrive til ankestyrelsen, ombudsmanden m.fl.

Kommentar 1:
Servicelovens højeste grundprincip er at en tvangsfjernelse aldrig skal vare længere end nødvendigt og at der om muligt skal arbejdes mod en hjemgivelse. Sagen er efter min opfattelse et eksempel på at disse forpligtelser ikke altid tages tilstrækkeligt seriøst. Derudover er det sådan, at der skal være et sikkert og klart bevis for at opretholde en tvangsfjernelse og det bevis var det svært at se.

Kommentar 2:
Det er påfaldende, at 2 psykologer kan nå frem til helt forskellige konklusioner om tvangsfjernelsens berettigelse. Den ene som ansat i forvaltningen og den anden som antaget (og betalt) af familien. Ud fra det kan man som det mindste konstatere, at psykologi ikke er nogen eksakt videnskab og at vi skal være påpasselige med at lade sådanne erklæringer være afgørende. Derudover bør der sikres en uvildig i processen.


Herlev Kommune – Ankestyrelsen – Retten i Glostrup

I en sag, hvor tvillinger på 2 år var tvangsfjernet på baggrund af uforklarlige fysiske skader, traf kommunen og ankestyrelsen afgørelse om at moderens samvær med tvillingerne skulle være overvåget. Såvel kommunen som efterfølgende ankestyrelsen bestemte at overvågningen skulle vare i ét år.

Retten ophævede beslutningen med den bemærkning, at det ikke på det foreliggende grundlag var godtgjort at overvåget samvær var nødvendigt. Samværene gik godt og der havde aldrig været anledning til at gribe ind for overvågerne.

Kommentar:
Overvågning er et belastende indgreb, idet man skal acceptere, at man ikke må være alene med sine børn. Typisk betyder overvågningen også, at samvær ikke kan ske i hjemmet og det betyder, at man ikke kan deltage i udadvendte aktiviteter med sine børn. Derfor kan en sådan afgørelse kun træffes af et børne- og ungeudvalg og betingelserne er skrappe eftersom det skal være absolut nødvendigt, hvilket rettens dom netop viser.

Ankestyrelsen har i øvrigt i en anden sag tilkendegivet, at overvåget samvær som udgangspunkt kun kan træffes for 6 måneder, når det er første gang.


Norddjurs Kommune

Børne- og ungeudvalget i kommunen sagde enstemmigt nej til tvangsfjernelse af en 1? gammel dreng fra hans mor. 

Udvalget udtalte, at der på den ene side forelå problematiske oplysninger om moderens forældreevne, men på den anden side havde drengen altid være sammen med sin mor, og det måtte konstateres at han var i god trivsel og på alle måder alderssvarende, og at der var en tæt tilknytning mellem mor og barn. Endvidere var der støtte i hjemmet fra forvaltningen 5 timer om ugen og der var et godt netværk omkring moderen.

Kommentar:
Moderen havde en medfødt hjerneskade og visse problemer i den sammenhæng, men det er et helt fast princip at handicaps og psykiske problemer kun er relevante i det omfang det påvirker forældreevnen og det var ikke bevist i denne sag. Man skal i øvrigt være opmærksom på FN´s handicapkonvention, som Danmark tiltrådte i 2009. Ifølge artikel 23 punkt 4 må et barn under ingen omstændigheder adskilles fra sine forældre på grund af, at enten barnet eller den ene eller begge forældre har et handicap.


Kommentar

I de fleste af sagerne oven for har kommunen ikke fået medhold i børne- og ungeudvalget, eller der er andre særlige omstændigheder. 

Det betyder ikke, at det er sådan alle sager ender. Sagerne ender ofte med, at børne- og ungeudvalget fuldt ud følger forvaltningernes indstilling. Det er min vurdering, at i rundt regnet halvdelen af sagerne følges indstillingerne fuldt ud.

Ankestyrelsen – der behandler ankesager fra landets børne- og ungeudvalg har i december 2009 undersøgt 125 sager fra 14 kommuner. Hele 83 procent af sagerne lever ikke op til lovens krav. Blandt andet mangler der paragraf 50-undersøgelser og handleplaner, og i mange tilfælde afsluttes undersøgelserne ikke inden for tidsfristen.

Det betyder bare ikke, at 83 procent af sagerne så ikke ender med en tvangsfjernelse, når de afgøres af ankestyrelsen. Som oftest udtales der kritik af fejlene, men resultatet er i mange tilfælde det samme.