Jeg har i 2011 ført en række sager fra blandt andet Herlev, Vejle og Jammerbugt Kommuner, der alle har angået vold mod spædbørn og ud fra dem kan man sige følgende generelt:

Alle sager er startet med at forældrene selv har henvendt sig til egen læge eller skadestue. Ved røngtenbilleder er det konstateret, at der har foreligget brud af forskellig art. Forældrene afviser at kende noget til årsagen til at brud kan være opstået. Hvis forældrene ikke kan komme med en sandsynlig forklaring på årsagen, indberetter hospitalet sagen til kommunen, som herefter typisk tvangsfjerner barnet.

Hvad der herefter sker er helt forskelligt i sagerne og nogen egentlig praksis ved kommunerne foreligger i hvert fald ikke. Det er min vurdering at forvaltningerne er usikre over for sager af denne karakter.

Jeg har oplevet, at der er sket hjemgivelse efter kort tid fordi der opstår usikkerhed om hvad man egenlig kan udlede af de optagne røntgenbilleder efter at forskellige eksperter har set på dem.

Jeg har også oplevet, at barnet anbringes i længere tid på institutioner / plejefamilier, hvorefter forældrene tilbydes ophold på et familiebehandlingscenter, hvor konklusionen er at forældrene udmærket kan tage vare på barnet. Herefter hjemgives barnet.

I den anden grøft har jeg oplevet sager, hvor barnet fortsat er anbragt, og hvor familiens andre børn også blevet anbragt i konsekvens af sagen - på trods af at der aldrig er blevet fremskaffet noget egentlig bevis for at forældrene har forøvet vold. I en af sagerne har moderen endda ladet sig skille fra faderen - der har været den hovedmistænkte - uden at det har medført hjemgivelse til hende.

Det kunne være ønskværdigt om ankestyrelsen som den centrale myndighed på området kunne guide kommunerne i at håndtere disse sager, sådan at der kunne opnås en form for ensartethed i sagsbehandlingen.

Undersøgelser viser at det er uhyre vigtigt for et tvangsfjernet barn, at det kan danne tilknytning til - og have en identitet i forhold til - hele sin biologiske familie og netværk, dvs. udover forældre også bedsteforældre, søskende, onkler, tanter m.m. samt venner.

Det er der nu blevet bedre mulighed for, idet loven er blevet ændret sådan at det udtrykkeligt er skrevet ind i loven, at der er ret til samvær med familie og netværk.

Min kommentar: Jeg oplever ofte, at familie og venner til et anbragt barn efter de gamle regler blot fik et standardiseret afslag på samvær med den begrundelse, at det var vigtige for barnet at opnå tilknytning til f.eks. en plejefamilie og at mindre børn ikke kan håndtere kontakt med for mange personer ad gangen. Med ændringen i loven bør det ikke længere være muligt at meddele sådanne standardafslag og jeg kan kun opfordre familie og netværk til anbragte børn at ansøge kommunen om selvstændigt samvær med barnet.