I Danmark har der historisk set været gennemført yderst få tvangsbortadoptioner. Det kan være slut nu.
Efter de gamle regler – som altså gjaldt før 1. oktober 2015 – kunne anbragte børn kun tvangsbortadopteres hvis det offentlige kunne bevise at forældrene varigt ikke kunne tage sige af barnet. For børn under 1 år var det yderligere en betingelse, at der skulle føres bevis for at forældrene ikke kunne bidrage med noget positivt under samvær med barnet.
De regler er helt afskaffet. Nu skal det for anbragte børn bare være sandsynliggjort at forældrene varigt ikke kan tage sig af barnet.
Og der er i den juridiske verden en kæmpeforskel på om noget skal bevises eller kun sandsynliggøres.
Men der er indført en endnu mere barsk regel, hvis det er plejeforældrene til et anbragt barn, som ønsker at adoptere barnet. Så er betingelsen for en tvangsbortadoption bare, at det skal være skadeligt for barnet at bryde tilknytningen til plejefamilien – og altså ikke (også) at forældrene varigt ikke kan tage sig af barnet.
I forhold til tvangsbortadoption af anbragte børn er der samtidig indført en regel om, at kommunen skal overveje evt. tvangsbortadoption, hvis man mener, at en anbringelse vil vare i en længere årrække. Det gælder formentlig ikke kun ”førstegangs-anbringelser”, men også når en sag om tvangsfjernelse skal genbehandles af kommunens børne- og ungeudvalg, hvad den jo normalt skal med et internal på 1, 2 eller 3 år.
Har forældre til anbragte børn så grund til at være nervøse?
Både ja og nej!
Dette skrives omkring årsskiftet 2015/2016 og indtil videre er den lavine af sager om tvangsbortadoption udeblevet, som mange havde frygtet. Det kan skyldes at kommunerne fortsat vil være yderst tilbageholdende med tvangsbortadoptioner, men årsagen kan også være at kommunerne endnu ikke er ”oppe i gear” i forhold til uddannelse i de nye regler om tvangsbortadoption, og til at tage de nye regler om tvangsbortadoption i anvendelse. Således ses kommunerne yderst sjældent at omtale mulig tvangsbortadoption i anbringelsessagerne trods pligt i loven hertil.
Men det kan altså være et spørgsmål om tid !
Efter min vurdering er risikoen for tvangsbortadoption størst ved nyfødte og helt små børn.
Årsagen er ofte meget simpel. Nemlig at en eksisterende plejefamilie, der har haft et barn i pleje i en årrække, allerede af økonomiske grunde ikke ønsker at adoptere. Plejefamiliens indkomstgrundlag er ofte bundet op på den indtægt, som plejeforholdet kaster af sig.
Og der er intet plejevederlag at få hvis man først tvangsbortadopterer, så indgår barnet i familien i juridisk og økonomisk forstand som om det var ens eget barn.
Men i forbindelse med tvangsbortadoptioner kan kommuner altså til gengæld også spare penge – og det er betydelige millonbeløb, der er tale om. En anbringelse i 18 år koster overslagsmæssigt 10 mio. kr.
Hvis du som mor eller far til et anbragt barn hører kommunen bruge ordet tvangsbortadoption bør du straks søge relevant juridisk rådgivning hos en advokat med speciale i tvangsbortadoption om dine rettigheder og hvad du bør gøre.
Der findes en række danske advokater, der har specialiseret sig i sager om tvangsbortadoption. Jeg beskæftiger mig kun med børnesager, og har ført sager om tvangsbortadoption ved by- og landsret i Danmark. Derudover har jeg også repræsenteret børn og forældre i sådanne sager ved kommunernes børne- og ungeudvalg, ankestyrelse og statsforvaltning.